Bagtroppen

Feltpræsten – en støtte for soldater og pårørende

Forsvaret har feltpræster tilknyttet deres missioner i udlandet. Christian Madsen er præst og har været tilknyttet Forsvaret som feltpræst på missioner i blandt andet Irak og Afghanistan.

 

Af Mikkel Vincentz Pedersen

”Det er angsten”. Christian Madsens svar på spørgsmålet kommer prompte. Hvad der fylder hos de pårørende til udsendte soldater. Angsten er tilstede hele tiden. Fra den dag de udsendte er taget hjemmefra og ud i et krigslignende område, til de er tilbage i Danmark.

Missionerne er aldrig ens, og der har været stor forskel på de udsendelser, Christian Madsen har været på. Kæmpe forskel. Men uanset hvilken type mission, og om den har været til Irak eller Afghanistan, så er ifølge Christian Madsen angsten for, at der kan ske noget, altid tilstede blandt de pårørende.

De pårørende er bange for, at det værste kan ske. Og netop missionerne i Irak og Afghanistan, oplevede store tab. ”Vi kunne mærke det inden vi tog afsted i lufthavnen – det var angsten, der var klart det sværeste at håndtere for dem”, fortæller Christian Madsen, der i dag er præst i den danske kirke øst for Malaga i Spanien. Han har selv været udsendt som feltpræst for Forsvaret adskillige gange og har oplevet alle sider af livet som udsendt soldat. Selvom en feltpræst ikke er udsendt som soldat, lever han sammen med de udsendte soldater, i den samme lejr, og oplever de samme voldsomme, blodige og psykisk belastende ekstremer.

Kontakten til de pårørende

Feltpræstens opgaver er mange. Udover at holde gudstjenester, der spiller en vigtig rolle for de udsendte, er en af feltpræstens vigtige opgaver, når der er tab og dødsfald. Der er en procedure for feltpræstens opgaver, og hvor han spiller en vigtig rolle. Dette er blandt andet at skulle skrive kondolencebreve til de pårørende hjemme i Danmark. ”Man skriver nænsomt om den afdøde, og om situationen”, fortæller Christian Madsen, og fortsætter: ”Og passer på hvad og hvordan, man skriver tingene, for det er sjældent ret kønt, det der er sket.” Christian Madsen forklarer, at det reelt er den eneste kontakt, han har til de pårørende hjemme i Danmark.

Efterfølgende, når holdet – de udsendte og feltpræsten – kommer hjem til Danmark fra missionen, har Christian Madsen været med til kransenedlæggelse og besøgt nogle af de pårørende, der har mistet en søn, datter, eller sin partner. 

I forhold til de pårørende er det småt med værktøjer for en feltpræst. For der er ifølge Christian Madsen ingen direkte kontakt. ”Vi har for hver enkel soldat en kuvert, hvor der ligger en ”sidste vilje”, hvor soldaten har skrevet, hvad der skal ske, hvis soldaten skulle blive dræbt. Men den kuvert behøver familien ikke nødvendigvis at kende noget til – eller hvad den indeholder”, fortæller Christian Madsen.

Feltpræsten har derfor ikke nogen egentlig direkte kontakt med forældre og pårørende, udover at de har mødt hinanden til det fælles arrangement, hvor pårørende har mulighed for at møde op og blive informeret om udsendelse mm. Men det er ifølge Christian Madsen langt de færreste, der tager kontakt til feltpræsten inden udsendelse.

Feltpræsten har også brug for støtte

Christian Madsen arbejdede på flere missioner tæt sammen med de britiske og amerikanske feltpræster. Både den britiske og amerikanske hær har feltpræster tilknyttet deres tropper rundt om i verden.

Feltpræster i den amerikanske hær og i den britiske hær er fastansat i hæren, og de er udsendt i flere år i træk. De allierede feltpræster har ifølge Christian Madsen en helt anden tilgang til jobbet og opgaverne. ”Vi fra Danmark har en forankring i det civile liv”, forklarer han, og fortsætter ”Og er måske derfor mere nærværende, når vi er derude”. Men sammenholdet og samarbejdet mellem landenes feltpræster var vigtigt, understreger han. ”Hver gang vi havde tab og vi skulle hjemsende kister, så kom vi og støttede hinanden.

Vi kom til hinandens hjemsendelser og var der for hinanden. Jeg kom hos briterne, og de kom hos mig.” fortæller Christian Madsen. På denne måde var der altid et massivt opbud af den gejstlige tjeneste til hjemsendelserne.

Hver uge holdt feltpræsterne fra de tre lande møder, hvor ugens begivenheder og udfordringer blev vendt. Hvis der havde været tab, havde feltpræsterne mulighed for at dele deres tanker og på den måde støtte hinanden i svære perioder.

Støtte og måske psykologhjælp

Når der er tab, tager et såkaldt ”dødsbud” ud til de pårørende hjemme i Danmark. Et team, der ringer på hos den familie, som den afdøde har skrevet skal kontaktes, hvis den udsendte falder. Her er feltpræsten også på arbejde. Dødsbuddet består som regel af regimentschefen for den kasserne i Danmark, hvor den afdøde var tilknyttet, en kontaktofficer samt en feltpræst.
Feltpræsten hjemme, kender ikke den soldat, der er er faldet ude i frontlinjen. Her er man ude som præst – som støtte til de pårørende, der får den sørgelige nyhed om tabet af deres nærmeste. Ved den lejlighed under samtalen, bliver forældrene informeret om, at de er tilknyttet denne bestemte kontaktofficer.

Kontaktofficeren har hjemmel til, at der kan blive ydet psykologhjælp. Psykologhjælp betalt af Forsvaret tilbydes kun, hvis der er stor skade eller tab. Der er ikke hjælp, hvis man savner eller på anden måde har problemer. Der skal være tale om det, der i Forsvaret betegnes som ”en særlig hændelse”, før der tilbyde psykologhjælp.

Christian Madsen fortæller, at der er tilfælde, hvor han har været ude og lægge kranse og mødtes med forældrene. Men han har også oplevet, at det ikke er alle, der vil mødes. Nogle prøver at skubbe det fra sig, mens andre forældre benytter sig at tilbuddet fra Forsvarets psykologhjælp.

Christian Madsen fortæller, at man godt kan opleve at have brug for hjælp, selvom man ikke har lidt et tab. ”Jeg har været ude for nogle forældre, der kontaktede mig. De var i syv sind over hvad de skulle gøre i forhold til deres søn. De synes ikke, at han var den samme, efter han var kommet hjem. Og de havde svært ved at komme ind til ham. Dem havde jeg nogle samtaler med.”

Der er også ofte eksempler på, at når soldater hjemsendes før tid(repatrieres) på grund af mistrivsel eller lignende, så kan det være forbundet med voldsom skyldfølelse. Når soldaterne kommer hjem, føler de, at de har svigtet deres kammerater, der blev derude, forklarer feltpræsten.

Fokus på børnene

Der er kommet mere fokus på børn i de familier, hvor der er udsendte. Der er etableret en børnelinje, et tilbud, hvor børn kan tale med andre børn eller tale med nogle i Forsvaret, der kan støtte dem, og hjælpe dem med deres følelser. Man er blevet meget opmærksomme på børnene, forklarer Christian Madsen.

Han understreger også, at gode netværk har meget stor betydning for de pårørende. Private netværk, etableret af ressourcestærke familier, spiller en enorm vigtig rolle for både de pårørende og udsendte soldater.

Særlige bånd

Når et udsendt hold vender hjem til Danmark, slutter feltpræstens arbejdet egentlig, da han ikke er fastansat i Forsvaret. Tilknytningen er en ad hoc-ansættelse og præsten vender tilbage til sit embede. Det betyder også at kontakten mellem de udsendte soldater og feltpræsten automatisk ophører. Der er dog møder og sammenkomst efter hjemkomsten, men relationerne slutter på papiret.

Mange soldater har ifølge Christian Madsen knyttet tætte bånd til feltpræsten under deres udsendelse, og vil gerne bevare kontakten. F.eks. at kunne ringe til feltpræsten eller måske mødes. ”Og det afviser man naturligvis ikke. Der bliver klart skabt nogle bånd når man har været udsendt sammen” forklarer Christian Madsen.

Blå bog:
Christian Madsen er 66 år gammel, og har i tyve år været tilknyttet Forsvaret som feltpræst. Han var sidst udsendt i 2010. Christian Madsen er i dag præst ved den danske kirke i Malaga i Spanien.

abulowahansen • 27. februar 2018


Previous Post

Next Post