Bagtroppen

Veteranhjem: Her bliver krigeren til et menneske igen

På Veteranhjem Frederiksberg vender krigsveteraner personlig deroute til en ny start på livet. Lederen har selv været turen igennem.

Tekst og fotos af Andreas Bülow Hansen

”Hvad pokker, nu vinder han sgu igen!”

To mænd og en kvinde står rundt om et billiardbord. Den røde kugle rammer den hvide, får den til at rulle ind på banden og tager derefter midterkeglen.

Vi er på Veteranhjem København, en aflang bygning af okkerrødt murstensværk, som ligger op ad Roskildevej på ydre Frederiksberg. Her kommer nogle af de danske soldater, som efter endt tjeneste har svært ved at genoptage det civile liv.

”Omkring 80% af vores beboere har tegn på anger, traumer, PTSD eller udadreagerende adfærd”, siger Nicklas Funch der er veteranhjemmets daglige ledere. Han er eneste ansatte, men har en gruppe frivillige som dagligt hjælper ham med hjemmets mange gøremål.

Sportstaskerne pakkes efter jul

Nicklas Funch tager os med igennem huset og viser os de spartansk indrettede værelser, hvor en seng, en reol og et TV er eneste inventar.

”Vi har plads til seks veteraner, men hvis jeg kunne fylde en seng mere ind, ville den være optaget i morgen. Behovet er enormt. Særligt efter jul og nytår, så kommer de med sportstaskerne i hænderne”, konstaterer den daglige leder, som tilføjer at det er veteraner fra vidt forskellige krige, både dem på Balkan, Irak og Afghanistan.

”Traumerne rammer dem efter mange år, deres ægteskab bliver slidt, de forsøger at selvmedicinere sig, skubber familien væk. Så til sidst aftaler de måske med konen, at de flytter efter nytår. Og så havner de her”.

Fra krigstraumer til pædagog

Selvom han kun er 32 år gammel, så ved Nicklas Funch hvad han taler om. Han har nemlig selv set hvor svær tiden efter en udsendelse kan være. Fra 2009 til 2010 var han i Afghanistan som en del af Danmarks mission i landet.

”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at tage kokain og spille poker på nettet. Jeg havde traumer, men selvmedicinerede mig. Det var en personlig deroute”, erindrer Nicklas Funch.

Det hele kulminerede i et mislykket selvmordsforsøg, inden han blev indlagt på Rigshospitalet og fik behandling hos en militærpsykolog.

I den tid kom han også på veteranhjemmet, som han brugte som en slags aflastning, indtil han atter begyndte at føle fast grund under fødderne.

Senere hjalp Forsvaret ham til at starte på en uddannelse som pædagog og Nicklas arbejdede efterfølgende i et ungdomsfængsel, inden han blev opfordret til at søge stillingen som daglig leder på Veteranhjemmet for tre år siden.

I dag bruger han ofte sine egne erfaringer i arbejdet på veteranhjemmet. Dels hjælper de ham til at sætte sig i veteranernes sted, dels giver det ham respekt hos de ældre veteraner:

”Når nogle af veteranerne møder mig første gang, kan de godt tænke: ’Ham dér den unge, han er tyve år yngre end mig, hvad fanden ved han om det her?’ ”, siger Nicklas Funch og smiler trodsigt.

”Men når de hører at jeg selv er veteran, så tager det ligesom broden af dem. Så ser de på mig, på en helt anden måde”.

Ikke et behandlingssted

I køkkenet er to frivillige ved at tilberede en flæskesteg, eller ”kampsteg”, som de kalder den. Der skal være fællesspisning, både for hjemmets seks nuværende beboere, men også for de veteraner som har lyst til at komme forbi.

Dagligt er der nemlig 15-20 tidligere soldater som kommer forbi et par timer og taler med beboerne.

”Det gør de både for at hjælpe, men også fordi det er en del af deres egen terapi. Det er lidt ligesom de trin du gennemgår, hvis du er alkoholiker på afvænning. Trin nr. 13 er at hjælpe andre alkoholikere ud af misbrug. Det er lidt det samme her”, understreger Nicklas Funch.

Veteranhjemmet er ikke et behandlingssted. Dem der har ophold her er under behandling hos psykolog eller læge, de er selvforsørgende og typisk i gang med et forløb hos jobcenter eller kommunen. Veteranhjemmet er et midlertidigt opholdssted, hvor de kan være indtil de får styr på tilværelsen igen.

Skumfiduser og lejrbål

Vi bevæger os ud af en glasdør og møde den bidende februarkulde. Bag ved haven ligger et shelter i træbrædder.

Veteranerne bruger shelteret til at riste skumfiduser over lejrbålet. For den daglige leder, har alle rum på veteranhjemmet en veldefineret pædagogisk funktion:

”Træ er noget man forbinder med varme. Og soldater er van til at tænde bål, når de er på mission. De plejer at afrapportere over et bål, så det gør vi også her”

Shelteret er bare ét af de væresteder som veteranhjemmet byder på:

”Vi har både små og store rum. Det vigtige for os er, at der er noget fælles tredje, som veteranerne kan være sammen om. Derfor laver vi også aktiviteter. Crossfit, fastelavn og fællesspisning”.

 

Nu kan vi behandle det sekundære traume

Nicklas Funch har allerede været nok år i veteranpolitik, til at kunne observere en ændring. Han mener at indsatsen kan bevæge sig i nye retninger:

”Nu er forholdene for veteraner blevet bedre, så vi kan også begynde at koncentrere os om de pårørende. Der er mere opmærksomhed på det sekundære traume, altså den effekt som udsendelsen har på koner og børn.”

Derfor er Veteranhjemmet på Frederiksberg også begyndt at holde udflugter og arrangementer for familier til veteraner. Det begynder langsomt at hjælpe de pårørende og forebygge problemer i familien efter endt udstationering.

”Det er vigtigt at vi lader de gode historier gro. At veteraner ikke bare bliver sådan nogle med benstumper og blodsprøjter”, slutter Nicklas Funch og begiver sig ud mod køkkenet, hvor kampstegen er på vej ud af ovnen.

abulowahansen • 6. februar 2018


Previous Post

Next Post