Bagtroppen

Soldaters børn skal hjælpes mod mistrivsel

Hvert femte barn har det svært, når far tager krigen med hjem, viser en ny rapport. På trods af en veteranpolitik, der skal sikre hjælp til de pårørende, oplever familierne, at det kan være svært at få hjælp. Der er for mange myndigheder i spil, mener Claus Stenberg fra Veteranalliancen

Af Anna Jankovic

Veteranalliancen er en organisation, der kæmper for at forbedre forholdene for danske krigsveteraner. Problemet med mange af de veteranindsatser der findes i dag, er ifølge Claus Stenberg, der er presseansvarlig for Veteranalliancen, netop at man har lagt ansvaret ud over en masse myndigheder. Kommuner, regioner, staten og frivillige aktører er alle involveret. Det betyder, at når man spørger, hvem der har ansvaret – så har ingen ansvaret.

”Og specielt, når noget går galt, så vil alle journalister og politikere finde ud af, hvad der er gået galt og så sidder alle de her aktører og peger på hinanden. ”Det er ikke os”! Alle har kun 20 % af ansvaret. Og så er der ikke nogen, der føler, at det er deres ansvar. Og det skal man prøve at undgå med de pårørende her, særligt børnene”, siger han.

Hvert femte veteranbarn mistrives
”Jeg kan også reagere psykisk rigtig hårdt. Hvis jeg bliver rigtig bange, og det rammer mig psykisk, så krøller jeg mig i fosterstilling, og så slår det sort, og så kan jeg ikke huske, hvad jeg har gjort.” Louise, 15 år.

Det er et af mange svar, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE) har fået, når de har interviewet veteraners børn. De udsendte soldater, veteranerne, er nemlig ikke de eneste der kan få psykiske mén af at have været udsendt i krig. VIVE har afsluttet en undersøgelse, der viser at, når far kommer hjem med psykiske lidelser som PTSD (posttraumatisk stresstilstand), så bliver børnene også ramt. PTSD er en stressreaktion som, kan opstå efter voldsomme oplevelser som fx krig eller vold.

Undersøgelsen har udmøntet sig i en rapport, som handler om trivslen blandt børn af danske mandlige veteraner. Den er bestilt af og udført i samarbejde med Veterancentrets Videncenter under Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1589 børn af veteraner.

Ifølge rapporten, trives de fleste børn af veteraner godt. Men cirka 20 % trives dårligt. Det er den gruppe børn, hvor far har fået psykiske problemer efter krigen.

Ifølge forskerne bag rapporten er der brug for fokus og en forebyggende indsats over for denne gruppe børn.

VIVE gør dog opmærksom på, at rapporten kan tegne et lidt for lyserødt billede af virkeligheden, da de børn, der mistrives allermest ikke har svaret i spørgeskemaundersøgelsen.

”Det er en vigtig pointe. De børn og familier, der har det sværest, har ikke overskud til at svare på vores spørgeskemaundersøgelse. Derfor ser vi kun en del af problemet i undersøgelsen. Her er en gruppe, der bør være et særligt fokus på”, siger forskeren bag rapporten Signe Frederiksen.

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Ansvaret er delt over flere myndigheder
Da Veteranpolitikken blev offentliggjort i oktober 2010, indeholdt den 19 tiltag til at støtte og anerkende udsendte soldater, veteraner og pårørende. Blandt tiltagene var blandt andet oprettelsen af Veterancenteret i Ringsted, undervisning af kommunale sagsbehandlere i de særlige forhold for veteraner og en anerkendelse af, at fysisk sårede og psykisk sårede veteraner skal stilles lige.

Kommunernes Landsforening oplyser i en mail, at der ikke findes særlige regler eller særlige kommunale tilbud i den sociale lovgivning til børn af veteraner. De er som alle andre børn og unge omfattet af reglerne i den sociale lovgivning, der gælder for børn og unge, der har brug for særlig støtte.
”Når kommunerne henviser til Veterancenteret, skyldes det, at kommunerne ved, at de der har en særlig viden og særlige kompetencer, som retter sig mod netop denne målgruppe. De kan desuden tilbyde veteraner og deres pårørende særlig støtte fx psykologforløb betalt af Forsvaret”, siger kontorchef for Social og Sundhed i KL, Niels Arendt.

Veterancenteret, som er under Forsvaret, oplyser at de kontinuerligt arbejder på at udbygge og forbedre tilbuddene til de pårørende.
”Vi har jo vores tilbud til børne- og ungdomsgrupperne om samtaleterapi. Vi har det i støbeskeen at lave grupper til børn, der er meget bekymrede, når far eller mor skal udsendes. Så der bliver arbejdet på det. Det er tit forældrene man skal ind og støtte, så de kan få redskaber til, hvordan de kan tale med og hjælpe deres bekymrede børn”, siger pressechefen for Forsvarsministeriets Personalestyrelse (Veterancenteret) Karen Dahlin.

Hun tilføjer, at Veterancenteret ikke er en parallel til kommunerne, så derfor skal veteranfamilier rette henvendelse til kommunen, når det for eksempel gælder ydelser og lignende.
”Henvender veteranfamilien sig først til Veterancenteret, støtter vi dem gerne i deres kontakt med kommunen, hvor vores faggrupper har et grundigt kendskab til de kommunale tilbud”.

Claus Stenberg fra Veteranalliancen mener, at det alene er kommunernes ansvar og serviceforpligtelse at tage sig af familie- og børneproblemer. Det er ikke Forsvaret og det er heller ikke Veterancenteret, der skal sætte ind overfor familierne, mener han.
”Bare tag sådan noget som psykologbehandling; Veterancenteret siger, at barnet skal være mindst 8 år. Hvad nytter det, hvis barnet er fem og allerede er begyndt at reagere på, at hans far opfører sig mærkeligt. Så er det jo ikke særlig fedt at få at vide af Veterancenteret, at man kan komme igen, når barnet er fyldt 8”, siger han.

Der er ikke nok fokus på børnene
Ifølge VIVE følte mange af de adspurgte veteranfamilier, at de ikke blev tilbudt hjælp. Forskeren bag rapporten Signe Frederiksen siger, at det er ret nyt, at der er kommet fokus på børnene.
”Mange familier siger, at de ikke har oplevet at være blevet kontaktet eller fået oplyst, at de kunne henvende sig og få gruppesamtaler og andre forløb. Familierne skal selv være aktive for at få hjælp. De skal selv undersøge, om det er muligt”, siger forskeren.

Soldaternes børn betaler en høj pris, når far kommer hjem og er ramt på sjælen efter krigen, siger Claus Stenberg. Han mener, at der slet ikke er nok fokus på de børn, der har en far, der er ramt af for eksempel PTSD efter udsendelse til krigsområder. Konsekvensen er at PTSD bliver en arvelig sygdom.
”Når vi taler om sekundær traumatisering af veteranbørn, skyldes det, at en far med PTSD er svær at omgås med. Derfor begynder børnene at gå på æggeskaller og det ene og det andet… og så arver de sådan set hans PTSD”, siger Claus Stenberg.

Hvis børnene ikke får behandling i tide, kan det resultere i psykisk mistrivsel og sårbarhed og for det meste også en udadreagerende adfærd, konkluderer rapporten.
”Vi ved fra andre undersøgelser, at denne her psykiske mistrivsel påvirker, hvordan man klarer sig i uddannelsen og i relationer, nære relationer, som også er varige”, siger forsker Signe Frederiksen.

Elizh Maria Hansen er psykoterapeut ved ATT (Afdeling for Traume og Torturoverlevere, Region Syd). Hun arbejder særligt med børnesamtaler og pårørendesamtaler for ægtefæller til soldater med PTSD. Hun oplyser, at hvis børnene ikke får hjælp, så kan de på lang sigt udvikle svære angstsymptomer.
”Jeg har mødt mange børn af PTSD-ramte, også flygtninge, hvor de får en slags angst for sygdom. De får en angst overfor noget, man ikke kan italesætte. Man kan måske fornemme fars angst, eller man kan fornemme sin egen. Mange bliver meget urolige og får svært ved at følge med i skolen, de er udadreagerende, fordi de måske fornemmer fars stress, angst eller vrede i deres egen krop og nervesystem”, siger psykoterapeuten.

Hvem kan løse problemet
Ifølge Veteranalliancens Claus Stenberg, så hjælper man børnene bedst ved at lægge pres på kommunerne for at få dem til at bruge de kompetencer og ressourcer de har, også over for veteranernes børn, for kommunens serviceforpligtelse gælder alle kommunernes borgere. Det handler derfor ikke om, at kommunerne skal til at opbygge en ny afdeling eller opfinde den dybe tallerken igen – de skal måske bare tilføres noget forståelse for nogle af de her psykologiske og kulturelle mekanismer, der gør sig gældende i en veteranfamilie.
”Vi skal have brudt den der årsag-effekt kæde og gøre noget andet og noget mere, end vi gør i dag. Vi er nødt til at sætte tidligere ind. Vi er nødt til at lave mere opsøgende og målrettede indsatser i forhold til det, vi kalder baglandet. Altså konerne og kæresterne, men så sandelig også børnene”, siger han.

Veterancenteret svarer, at det er forældrene man skal ind og støtte, så de får nogle redskaber til, hvordan de kan tale med og hjælpe deres børn med at håndtere bekymringerne.
”Det er vigtigt, at de får nogle hensigtsmæssige mønstre i forhold til børnene. Forældrene skal kunne tage den svære samtale med dem. Det bruger Veterancenterets socialrådgivere og psykologer meget tid på”, afslutter Karen Dahlin.

Veterancenteret har et parallelsystem, med egne psykologer og socialrådgivere ifølge Claus Stenberg.
“Det er egentligt det, som vi alle sammen er imod – at vi skal have de her parallelsystemer. Men et eller andet sted, skulle man tørre ansvarsbussemanden af tilbage i 2009, da man begyndte at lave veteranpolitik”. Han foreslår, at der i stedet for skal arbejdes på at samle alt under en myndighed, som skal koordinere indsatser på tværs af kommuner og regioner, frivillige og private aktører.

“Det er lidt et misfoster, man har skabt, fordi man har lagt det i regi af Forsvaret. Det betyder også, at de veteraner, der ikke har været udsendt af Forsvaret ikke kan få noget hjælp derovre fra”, tilføjer han.

 

 

abulowahansen • 6. februar 2018


Previous Post

Next Post